Løkke om Marokko-drab: Vi reagerer med forfærdelse og afsky

    De nærmere omstændigheder omkring drabene på en dansk og en norsk kvinde i Marokko er endnu ikke klarlagte.

    Det fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde torsdag morgen.

    – To unge kvinder er brutalt blevet dræbt under en ferie i Marokko. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men meget tyder på, at de grusomme drab kan være terrorhandlinger, og der florerer en video på de sociale medier.

    – Vi reagerer alle med forfærdelse, med afsky og med dyb sorg, siger en berørt statsminister.

    Danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Uelande blev mandag den 17. december fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

    Der var tegn på vold fra et skarpt instrument på kvindernes hals.

    /ritzau/