Dansk MEP: Ungarn skal holde sig fra propaganda i Danmark

    Det er langt fra i orden, at den ungarske regering retter en EU- og immigrationskritisk video, der manipulerer udsagn fra EU-toppolitiker, mod Danmark.

    Det skriver Jeppe Kofod, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokraterne, i en skriftlig kommentar.

    – Vil man have et EU-samarbejde, der respekterer medlemslandene og den politiske debat i de enkelt lande, så skal man holde snitterne fra at lave den slags statspropaganda, som det ser ud til at Orbáns (Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, red.) regering er ude i her.

    – Regeringer skal ikke føre politiske kampagner i andre lande. Det er ret simpelt, skriver Jeppe Kofod.

    I videoen bliver Guy Verhofstadt, der leder den liberale Alde-gruppe i parlamentet, tillagt den holdning, at han vil have mere migration til EU. Det bliver gjort ved at klippe et citat fra 2014 ud af kontekst.

    Videoen florerer over hele EU og er også på Facebook målrettet danskere over 32 år specifikt. På Facebook er videoen sendt af den ungarske regerings officielle Facebook-profil.

    – Det er en uskik. En farlig glidebane og her må vi sige klart fra over for den ungarske regering.

    – Jeg vil tage sagen op i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, så vi sammen kan lægge pres på den konservative gruppe, hvor Orbán jo er medlem (Orbáns parti, Fidez, ikke Orbán selv sidder med i den konservative EPP-gruppe, red.), skriver Jeppe Kofod.

    /ritzau/