Med blot 100 dage til Storbritanniens planlagte udtræden af EU har EU-Kommissionen onsdag fremlagt initiativer, der skal mindske de negative effekter for handel, flytrafik og klima i tilfælde af en afsked uden aftale.
Nødplanen fokuserer på 14 områder.
Initiativerne skal snarest med hjælp fra EU-landene og EU-Parlamentet vedtages, lyder appellen fra kommissionen.
– Vi ser på forskellige områder, og vi træffer nødvendige foranstaltninger for at minimere omvæltningerne, siger næstformand i kommissionen Valdis Dombrovskis.
Planen tager hånd om flytrafikken, så man kan undgå et fuldstændigt stop for flytrafik mellem Storbritannien og EU efter brexit.
Der gives – på betingelser – midlertidig tilladelse til direkte passagerflyvninger mellem parterne. Den vil gælde i et år.
Der gives dog kun tilladelse til direkte fly mellem Storbritannien og en EU-destination. Således vil et britisk fly, hvis nødplanen godkendes, ikke kunne flyve fra London via Paris til Rom.
Desuden lægger EU-Kommissionen op til, at britiske finansvirksomheder fortsat kan have adgang til markeder i EU – også i et år.
Risikoen for en aftaleløs skilsmisse er vokset, efter at den britiske premierminister Theresa May i december udskød sit planlagte forsøg på at få udtrædelsesaftalen godkendt i det britiske parlament.
Udtrædelsesaftalen blev godkendt af May og EU’s øvrige stats- og regeringschefer 25. november i Bruxelles. Den skal også godkendes af det britiske parlament og af EU-Parlamentet.
Nødplanen vil kun “kunne begrænse skaden”, understreger Valdis Dombrovskis.
Den kan ikke udligne effekten af en udtrædelsesaftale.
– Det er klart, at det er bedre at blive end at forlade EU, og det er bedre at forlade med en aftale, hvis man forlader EU, siger Dombrovskis.
/ritzau/











