Superliga-anførere peger på MCH Arena som bedste bane

    Det er bedst at spille fodbold på græsset på FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena. Og værst på Right to Dream Park i Farum.

    Sådan lyder resultatet af en afstemning blandt Superligaens 14 anførere, skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

    MCH Arena har opnået en score på 4,5 på en skala fra et til fem.

    – På MCH Arena er det en prioritet at have en god græsbane. Det er dygtige folk, der investerer de nødvendige ressourcer i at levere et helt grundlæggende arbejdsredskab for spillerne.

    – Det er en fornøjelse, og det er det store stykke arbejde, spillerne kvitterer for, siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.

    Nummer to på listen er Blue Water Arena, Esbjergs hjemmebane. Den har opnået en score på 4,11 og tager andenpladsen for næsen af Brøndby.

    Brøndby Stadion får scoren 4,09 i afstemningen.

    Mens MCH Arena er i top, er FC Nordsjællands hjemmebane, Right to Dream Park, i bund. Kunstgræsbanen får den suverænt laveste score på 1,40.

    Spillerforeningen kårer hvert år Superligaens bedste fodboldbane. Det gør den for at forbedre baneforholdene.

    Listen i år ser således ud:

    1: MCH Arena (FC Midtjylland) 4,50.

    2: Blue Water Arena (Esbjerg fB) 4,11.

    3: Brøndby Stadion (Brøndby IF) 4,09.

    4: Aalborg Portland Park (AaB) 3,88.

    5: Telia Parken (F.C. København) 3,88.

    6: Ceres Park (AGF) 3,56.

    7: Sydbank Park (SønderjyskE) 3,50.

    8: Nord Energi Arena (Vendsyssel FF) 3,40.

    9: Vejle Stadion (Vejle Boldklub) 3,30.

    10: BioNutria Park Randers (Randers FC) 3,30.

    11: DS Arena (Hobro IK) 3,00.

    12: Ewii Park (OB) 2,90.

    13: Casa Arena Horsens (AC Horsens): 2,90.

    14: Right to Dream Park (FC Nordsjælland) 1,40.

    /ritzau/