River Plate misser VM-finale for klubhold

    Den argentinske fodboldklub River Plate kunne ikke leve op til favoritværdigheden i semifinalen ved VM for klubhold.

    Her tabte River Plate til Al-Ain fra De Forenede Arabiske Emirater efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp endte 2-2.

    I finalen venter vinderen af opgøret mellem japanske Kashima og spanske Real Madrid. Den semifinale spilles onsdag.

    Klub-VM er en turnering for de kontinentale mesterhold. Vinderen af Champions League i Europa og Copa Libertadores i Sydamerika har en fordel, da de første træder ind i turneringen i semifinalen.

    River Plate sikrede sin adgangsbillet til turneringen ved at vinde den meget omtalte Copa Libertadores-finale over Boca Juniors, efter at returkampen mellem de to hold på grund af uroligheder måtte flyttes fra Buenos Aires til Madrid.

    Under noget mindre bevågenhed og i roligere omgivelser blev River Plates semifinale afviklet tirsdag i Al-Ain.

    Opgøret bød på tre mål i løbet af det første kvarter.

    Først bragte svenskeren Marcus Berg Al-Ain foran på et hovedstødsmål i det tredje minut, men to scoringer fra nært hold af colombianeren Rafael Borre vendte opgøret til River Plates fordel.

    Siden måtte tilskuerne vente til seks minutter inde i anden halvleg, før kampens fjerde mål faldt.

    Det stod brasilianeren Caio bag efter hurtig dribletur og en intelligent afslutning.

    Der blev ikke scoret yderligere i den ordinære spilletid trods muligheder til begge hold.

    Blandt andet brændte River Plate et straffespark, da Gonzalo Martinez tordnede bolden op på overliggeren.

    Da der heller ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle kampen afgøres i en straffesparkskonkurrence.

    Her viste Al-Ain stor skarphed ved at score på alle fem forsøg, og da Enzo Perez brændte på River Plates femte spark, var kampen afgjort.

    Finalen ved VM for klubhold spilles lørdag i Abu Dhabi.

    /ritzau/