En 14-årig pige omkom mandag eftermiddag i forbindelse med sin svømmetræning i Blovstrød nord for København.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Politiet ved dog ikke, om pigen rent faktisk druknede.
– Det sker under svømmetræning i svømmehallen, men vi ved endnu ikke, præcis hvad der sker, siger Henriette Døssing, pressekonsulent ved Nordsjællands Politi, til avisen og tilføjer:
– Og vi ved ikke, om der er tale om en drukneulykke. Det skal vi nu have undersøgt nærmere.
Der blev slået alarm klokken 16.45 mandag eftermiddag.
Man forsøgte forgæves at redde pigen med førstehjælp både i svømmehallen og på hospitalet.
Frederiksborg Amts Avis skriver ikke, hvorvidt pigens pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/











