Les Moonves, der er tidligere administrerende direktør for CBS, et af USA’s største tv-selskaber, får alligevel ikke sin fratrædelsesgodtgørelse på 120 millioner dollar – knap 790 millioner kroner.
Det har bestyrelsen i CBS besluttet, efter at den har konstateret, at Moonves ikke har samarbejdet fuldt ud om en undersøgelse af anklager om seksuelle overgreb.
En advokat for den fyrede direktør afviser beslutningen og kalder den “grundløs”. Advokaten siger dog samtidig, at Les Moonves ikke vil udfordre bestyrelsens beslutning.
Den 69-årige Moonves fik sparket i september, efter at seks kvinder stod frem i The New Yorker og fortalte, at CBS-chefen havde tvunget dem til at udføre oralsex på ham. Ifølge kvinderne havde han ligeledes blottet sig for dem og udsat dem for fysisk vold.
Overgrebene skulle angiveligt have stået på over flere år.
/ritzau/AP











