Dansk kvinde fundet dræbt nær Nordafrikas højeste bjerg

    Marokkansk politi fandt mandag ligene af to kvinder i landsbyen Imlil i Marokko. Den ene kvinde er fra Danmark, mens den anden er fra Norge, skriver det lokale medie Morocco World News.

    Ifølge det lokale medie havde ligene sår fra knivstik, og politiet har indledt en efterforskning under tilsyn fra anklagemyndigheden.

    Indenrigsministeriet i Marokko oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at kvinderne har tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab.

    Hvad det nærmere betyder, er endnu ikke blevet oplyst.

    Landsbyen Imlil ligger cirka ti kilometer fra Mount Toubkal, der er Nordafrikas højeste bjerg, og som ligger i Atlasbjergkæden.

    Ritzau har kontaktet Udenrigsministeriets Borgerservice for at få bekræftet oplysningerne. Foreløbig er Borgerservice ikke vendt tilbage.

    I Norge har det norske nyhedsbureau NTB kontaktet det norske udenrigsministerium. Her lyder meldingen, at man undersøger sagen.

    /ritzau/