Tusinder af ungarere demonstrerer mod upopulær arbejdslov

    Der blev kastet med røggranater mod politiet, da mange tusinde mennesker samlede sig søndag aften i Ungarns hovedstad, Budapest, for at protestere mod, hvad de kalder premierminister Viktor Orbáns “slavelov”.

    Loven betyder, at lønmodtagere skal være villige til at udføre 400 timers overarbejde om året.

    Det var den første demonstration, siden Orbán genvandt magten i 2010, hvor samtlige oppositionspartier stod sammen mod regeringen.

    Søndagens demonstration var indkaldt af fagforeningerne og oppositionspartierne. Ifølge de lokale aviser var over 15.000 mennesker mødt op.

    De er oprørte over regeringens reform, som betyder, at arbejdsgiverne kan øge det tvungne overarbejde fra 250 til 400 timer om året og med mulighed for at udsætte betalingen op mod tre år.

    – De forhandler ikke med nogen. De gør bare det, der passer dem. De stjæler alt. Det kan ikke tolereres. Det kan ikke fortsætte på denne måde, lød det fra transportarbejderen Zoi.

    /ritzau/AFP