Den franske præsident Emmanuel Macrons popularitet bliver ved med at falde i hjemlandet. Det viser en ny meningsmåling søndag.
I målingen, der er foretaget af meningsmålingsinstituttet Ifop, svarer under hver fjerde franskmand – 23 procent – at de er tilfredse med Macron som landets præsident. Ved sidste måneds måling var tallet 25 procent.
Antallet af personer, der er “meget utilfredse” med Macrons ledelse, er steget med seks procentpoint til 45 procent.
Målingen kommer efter fem uger med voldsomme uroligheder.
Særligt i Paris har protestbevægelsen “De Gule Veste” ført an for de usædvanligt voldelige demonstrationer, der begyndte 17. november.
Oprindeligt var det i protest med højere afgifter på benzin og diesel.
Siden da har det dog spredt sig til en mere generel kritik af Macron. Franskmændene beskylder ham for at være ligeglad med problemer, som almindelige mennesker slås med.
/ritzau/AFP











