Esbjerg blæser FC Nordsjælland omkuld med 3-0

    Esbjerg kom søndag tilbage på sporet i Superligaen efter fem kampe uden sejr, da holdet på hjemmebane lukkede efterårssæsonen ned ved overbevisende at vinde 3-0 over FC Nordsjælland.

    Resultatet betyder, at de vestjyske oprykkere kan gå på julepause med en placering blandt de seks øverste hold. Nordsjællænderne er i øjeblikket placeret som nummer ni, men kan blive overhalet i løbet af weekenden.

    Hjemmeholdet kom blæsende ud til kampen med vestenvinden i ryggen, og det gav pote allerede i kampens indledning.

    I det niende spilleminut kom Esbjerg nemlig foran med 1-0, da den brølstærke forsvarsspiller Rodolph Austin let kunne heade bolden i nettet efter et fint indlæg fra venstre back Jesper Lauridsen.

    Herefter bølgede spillet frem og tilbage, og Godsway Donyoh var tæt på at udligne til 1-1, men angriberen måtte se sin afslutning tage overliggeren.

    Endnu bedre blev det for Esbjerg tre minutter senere, idet kantspiller Mathias Kristensen gjorde det til 2-0 med en flad inderside efter flot forarbejde af holdkammerat Adrian Petre.

    FC Nordsjælland kom aggressivt ud efter pausen, hvor holdet, i modsætning til i første halvleg, gik til den i duellerne og virkede opsat på at slutte efterårssæsonen godt af.

    Men trods de gode intentioner gik det alligevel galt efter en times spil, hvor det blev 3-0 til vestjyderne.

    Esbjerg-angriber Adrian Petre modtog en aflevering et par meter foran feltet, hvorfra rumæneren resolut hamrende bolden ind bag FC Nordsjælland-målmand Nicolai Larsen, der ikke så alt for heldig ud i situationen.

    Herefter gik kampens intensitet mere eller mindre i stå, og der blev da heller ikke scoret yderligere.

    /ritzau/