Indisk militær fortryder drab på syv civile under uroligheder

    Syv civile indere mistede lørdag livet under kampe mellem militæret og oprørere i den nordlige stat Jammu og Kashmir.

    Urolighederne begyndte, da militæret omringede en landsby i det sydlige Pulwama, efter et tip om at flere militante befandt sig i området.

    Hundredvis af civile begyndte at kaste sten mod militæret for at hjælpe oprørerne med at flygte.

    Det fik militæret til at bruge tåregas og åbne ild mod dem. Syv civile blev dræbt og 40 såret, heraf ni alvorligt. Det oplyser indisk militær ifølge nyhedsbureauet AP.

    Militæret oplyser i en meddelelse, at det fortryder drabene, men at de civile befandt sig “faretruende tæt” på en skududveksling mellem militæret og oprørerne.

    Indbyggere i Kashmir anklager dog militæret for at have skudt vilkårligt ind i en større menneskemængde. To personer, heriblandt en teenager, blev angiveligt dræbt uden for menneskemængden og væk fra oprørernes territorium.

    Separatistleder Mirwaiz Amar Farooq skriver på Twitter, at landets regering bør “stoppe grusomhederne”, da det “ikke vil føre til andet end flere kampe og mere had”.

    Han kræver tre dages sørgeperiode.

    /ritzau/