Kampe bryder ud i Yemens store havneby under våbenhvile

    Sporadiske voldshandlinger brød fredag ud i den yemenitiske havneby Hodeida.

    Det oplyser indbyggere i byen.

    Meldingerne kommer, kort efter at de stridende parter indgik en midlertidig våbenhvile under FN-støttede fredsforhandlinger.

    I øjeblikket er det houthi-oprørerne, der kontrollerer havnebyen. Hodeida er en central forsyningskanal for Yemens 30 millioner indbyggere.

    Houthi-oprørerne, der støttes af Iran, kontrollerer også hovedstaden Sanaa og har kæmpet for en saudiarabisk-ledet koalition. Koalitionen kæmper for at få genetableret en regering i det kaosramte land.

    Hodeida har været hårdt plaget af kampe i hele 2018. Det har udløst bekymringer for, at forsyningsåren til landets befolkning vil blive afskåret.

    Yemenitiske styrker står klar til kamp i udkanten af byen.

    Trods våbenhvilen fortæller en indbygger i byen, at vedkommende hørte lyden af både missiler og automatvåben fredag.

    TV-kanalen Al Masirah, som kontrolleres af houthi-oprørerne, oplyser, at koalitionens kampfly har angrebet byen Ras Isa, der ligger lidt nord for Hodeida.

    Koalitionen har ikke bekræftet disse oplysninger.

    /ritzau/Reuters