Beboere er evakueret fra brændende bygning i København


    En ildebrand er tidligt mandag brudt ud i en bygning i Puggaardsgade i det indre København. Flere beboere er blevet evakueret fra deres lejligheder, men ingen er kommet tilskade.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

    – Branden bliver anmeldt klokken 06.22, og derefter bliver de beboere, der er hjemme, evakueret, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

    Han oplyser, at branden er under kontrol, og at brandvæsnet er i gang med efterslukningen af bygningen.

    – Vi forventer, at de evakuerede beboere kan vende tilbage i løbet af formiddagen, siger Kenneth Jensen.

    Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, som er opstået i kælderen i Puggaardsgade 15.

    – Brandsektionen skal undersøge brandårsagen, når varmen har lagt sig, og det er muligt at komme ind i kælderen, siger Kenneth Jensen.

    /ritzau/