Mindst 14 afghanske soldater er mandag blevet dræbt i et luftangreb, der angiveligt blev udført af amerikanske helikoptere.
Det siger en guvernør i Logar-provinsen til nyhedsbureauet AFP.
– Klokken 06.00 denne morgen angreb to amerikanske helikoptere en kontrolpost i Baraki Barak-distriktet i Logar-provinsen. Kontrolposten brød i brand, og 14 soldater i den afghanske hær blev dræbt, siger Mohammad Rahim Amin, guvernør i distriktet til AFP.
En talsmand for Logar-provinsens guvernør bekræfter angrebet og antallet af dræbte soldater.
Det uafhængige afghanske nyhedsbureau Pajhwok citerer en unavngiven amerikansk militærtalsmand for at sige, at det amerikanske militær “har kendskab til en hændelse i Logar-provinsen, hvor amerikanske soldater er involveret.”
Hændelsen er ved at blive undersøgt, tilføjer Pajhwok.
Ifølge Mohammad Rahim Amin ligger kontrolposten, der blev ramt, ikke et sted hvor amerikanske helikoptere burde være i tvivl om, hvem der befandt sig på stedet.
– Det afghanske flag vajede ved kontrolposten, da amerikanerne angreb, siger han til AFP.
Nato afsluttede sin kampmission i Afghanistan i december efter 13 år i det uroplagede land.
Afghanske sikkerhedsstyrker har overtaget opgaven med at holde Taliban-bevægelsen i skak, men et mindre amerikansk kontingent er fortsat i landet for at udføre primært trænings- og antiterroropgaver.
Friendly fire eller egenbeskydning har i flere tilfælde kostet soldater og civile livet i Afghanistan.
/ritzau/