En mand meldes hårdt kvæstet efter en trafikulykke nær Frøstrup kort før middag søndag.
Ved ulykken på Gammel Aalborgvej ved Østerild Plantage stødte to biler frontalt sammen, oplyser politiet.
– Det er alvorligt, og en lægehelikopter er på stedet, siger vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I den modkørende bil slap fire spaniere med lettere skader, oplyser han.
De nærmere omstændigheder ved sammenstødet kendes først på eftermiddagen søndag ikke.
Landevejen blev spærret for trafik på grund af arbejdet med at rydde op. Politiet fik besked om ulykken klokken 11.40.
/ritzau/