Et tysk boksebrag er sent lørdag aften sluttet med teknisk knockout og en forsvaret WBO-verdensmestertitel til Arthur Abraham.
I ringen stod han over for Robert Stieglitz, der måtte erkende sit nederlag i sjette runde, hvor han blev slået i gulvet, og hans træner, Dirk Dzemski, sagde stop.
Det var fjerde gang, at de tyske rivaler stod over for hinanden. Stillingen i de indbyrdes opgør lyder på tre sejre til Abraham og en enkelt til Stieglitz.
– Alle VM-kampe er vanskelige, også denne. Vi har trænet godt og vundet, det er det vigtigste, siger Arthur Abraham efter sin VM-sejr i supermellemvægt til dpa.
I lørdagens kamp var Robert Stieglitz allerede i problemer i fjerde runde, men han formåede at blive stående frem til sjette omgang.
Stieglitz blev dog fanget i en slagserie fra begge Arthur Abrahams handsker. I et forsøg på at svare igen kom Stieglitz til at slække på sit forsvar, og han fik et hårdt slag fra Abrahams højre næve.
Slaget fik Stieglitz til at gå i gulvet. Han nåede at komme på benene, inden dommerens nedtælling diskvalificerede ham, men hans træner smed altså håndklædet i ringen for den 34-årige.
– Det var den rigtige beslutning, erkender Stieglitz over for dpa.
8000 tilskuere overværede boksebraget.
For Abraham var det sejr nummer 43 ud af 47 professionelle kampe. WBO-titlen har han haft i 16 måneder.
/ritzau/dpa