Sky stopper sponsorat af succesfuldt cykelhold

    Cykelholdet Team Sky har været det mest dominerende hold i sporten i en årrække, og holdet har blandt andet lukreret på at have et væsentligt større budget end konkurrenterne.

    Hvis holdet skal fortsætte dominansen efter 2019-sæsonen, bliver det under et andet navn.

    Det britiske medie Sky stopper nemlig sit sponsorat af det succesfulde cykelhold efter næste sæson. Det oplyser Sky News.

    – Vi kom ind i cykelsporten med målet om at løfte sporten på alle niveauer. Efter at have været involveret i et årti kan jeg ikke være mere stolt af, hvad vi har opnået i Team Sky og i vores partnerskab med Det Britiske Cykelforbund.

    – Men ved udgangen af 2019 er det på rette tid for at gå ind i et nyt kapitel i Skys historie, siger mediehusets administrerende direktør, Jemery Darroch.

    På holdets hjemmeside bekræfter Sky, at sponsoratet ophører, og at man går på jagt efter en ny navnesponsor.

    – Vi vil køre under et nyt navn, hvis det lykkes at finde opbakning til det, skriver cykelholdet.

    Siden 2010-sæsonen har holdet kørt under navnene Sky Procycling og Team Sky.

    Holdet har blandt andet opnået stor succes i Tour de France, som med en enkelt undtagelse er blevet vundet af en Sky-rytter hvert år siden 2012.

    Henholdsvis Bradley Wiggins, Chris Froome og senest Geraint Thomas har triumferet i det store etapeløb, mens de har været på lønningslisten hos det britiske cykelhold.

    Ifølge Sky selv har holdet vundet 322 sejre siden 2010. Det inkluderer otte samlede sejre i Grand Tour-løb, 52 samlede sejre i andre etapeløb samt 25 sejre i endagsløb.

    Med ryttere som Chris Froome, Sergio Henao, Michal Kwiatkowski, Wout Poels, Egan Bernal og Geraint Thomas på kontrakt, virker det sandsynligt, at sejrslisten vokser i den kommende sæson.

    Holdet har også en dansker på lønningslisten. Carsten Jeppesen er teknisk direktør på holdet. Han blev hentet ind fra Bjarne Riis’ daværende Saxo Bank-hold og har således været en del af Team Sky fra begyndelsen.

    /ritzau/