Cyklist alvorligt kvæstet i ulykke med lastbil i Tønder

    En cyklist er blevet alvorligt kvæstet i en trafikulykke i Tønder tirsdag. Personen blev påkørt af en lastbil, oplyser politiet.

    – En lastbil påkører på ukendt vis en cyklist. Chaufføren opdagede det formentlig ikke, for lastbilen fortsatte efterfølgende, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Politiet fik kort tid efter fat i både lastbil og chaufføren.

    Ulykken skete på Håndværkervej. Stedet skal nu undersøges, for at få overblik over hvad der præcis skete.

    – En bilinspektør er på vej til stedet, siger vagtchefen.

    Politiet vil også meget gerne i kontakt med vidner til ulykken.

    /ritzau/