Folketinget gør klar til at pensionere Skats gamle it-systemer

    En stor del af skattevæsnets it-systemer er pensionsmodne, og samtlige partier i Folketinget er blevet enige om at begynde en udskiftning.

    Det vil tage mindst 15 år at udføre det omfattende arbejde, og den samlede pris løber op i et tocifret milliardbeløb. Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

    Aftalen kommer i forlængelse af en rapport fra en ekspertgruppe, som blev offentliggjort i august.

    Eksperterne nåede frem til, at 70 ud af 200 it-systemer i Skat er forældede, og at der var behov for en udskiftning. Det er de anbefalinger, som Folketinget nu følger.

    – Flere af vores it-systemer er mere end 50 år gamle. Derfor er det et første, men vigtigt skridt, at vi nu får taget hul på den kæmpemæssige udfordring, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.

    – Det er rettidig omhu at få rettet op på det teknologiske efterslæb, der er, så vi fortsat sikrer en stabil og sikker drift af skatteforvaltningens it-systemer, siger han.

    De it-systemer, som skal udskiftes, står blandt andet for at håndtere forskuds- og årsopgørelsen. De står samlet for at opkræve omkring 800 milliarder kroner i skat om året.

    Regeringen og Dansk Folkeparti har i finansloven for 2019 afsat omkring 612 millioner kroner til at tage hul på udskiftningen af it-systemerne. Pengene er fordelt over fire år frem til 2022.

    Skats it-systemer er flere gange blevet voldsomt kritiseret. Blandt andet blev it-systemet EFI, der skulle automatisere inddrivelse af gæld, lukket i 2015, fordi det var fyldt med alvorlige fejl.

    /ritzau/