Google lukker socialt netværk før tid efter ny brist

    Google vil lukke sit sociale netværk, Google+, tidligere end planlagt på grund af endnu et datalæk.

    Det oplyser selskabet mandag aften dansk tid ifølge CNN.

    Den seneste sikkerhedsbrist betød, at app-udviklere i flere dage i november havde adgang til 52,5 millioner brugeres private informationer.

    Google opdagede sikkerhedshullet i forbindelse med en test af systemet, og fik det lukket samme uge.

    I oktober oplyste Google, at det i marts havde “opdaget og omgående lukket” et datalæk, som berørte cirka en halv million private brugere.

    Google meddelte i den forbindelse, at det planlagde at lukke sin sociale netværk for private ved udgangen af august 2019. Nu får Google+ i stedet dødsstødet allerede til april.

    Netværket var tænkt som en udfordrer til Facebook, men har ifølge flere medier aldrig været i nærheden af konkurrentens popularitet.

    /ritzau/