EU-præsident afviser genforhandling af brexitaftale

    EU-præsident Donald Tusk afviser mandag aften at genforhandle brexitaftalen med Storbritannien.

    Det skriver han på Twitter.

    Udtalelsen kommer, få timer efter at den britiske premierminister, Theresa May, udskød en planlagt afstemning om aftalen i det britiske Underhus tirsdag.

    Tusk oplyser, at han har indkaldt EU-ledere til et møde torsdag.

    Men der bliver altså ikke tale om en genforhandling af den nuværende aftale.

    – Vi vil ikke genforhandle aftalen – heller ikke bagstopperen. Men vi er klar til at diskutere, hvordan vi kan hjælpe med at få aftalen godkendt.

    – Mens tiden løber ud, må vi også diskutere, hvor forberedte vi er på en brexit uden aftale, lyder det fra EU-præsidenten.

    /ritzau/