Over 150 er kvæstet ved togsammenstød i Sydafrika


    Over 150 mennesker er kvæstet ved en togkollision lige uden for Johannesburg, oplyser redningstjenesten.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Ingen er meldt dræbt ved sammenstødet.

    – Vi har ikke det nøjagtige antal, men det er over 150 mennesker, der er såret, siger en talsmand for redningstjenesten ER24.

    Mange er ved at blive behandlet på ulykkesstedet.

    Det ene tog har tilsyneladende pløjet sig ind i et holdende tog nær stationen Boyssen. Det var på et tidspunkt, hvor mange arbejdere var på vej hjem til Johannesburg.

    – Cirka 100 er blevet fjernet fra ulykkesstedet og ført til hospitalet. Vi mener ikke, at der ligger flere indespærret, siger talsmanden.

    En togpassager fortæller et lokalt medie, at den ene tog blev afsporet og ramte det andet. Men repræsentanter for jernbanen, der befinder sig på stedet, siger, at årsagen til ulykken endnu ikke er fastslået.

    /ritzau/AFP