FCN-træner før AGF-møde: To kampe bliver definerende

    FC Nordsjælland og AGF har begge store ambitioner om at være blandt de seks deltagere i Superligaens mesterskabsspil, men der bliver næppe plads til dem begge i det fine selskab.

    Klubberne ligger nummer 10 og 11 med hver 21 point, men en eventuelt vinder i deres indbyrdes kamp i 19. spillerundes hængeparti mandag får den vitale sjetteplads inden for rækkevidde. Den har Esbjerg med 26 point lige nu.

    Derfor er FCN’s sidste kampe i kalenderåret mod AGF og dernæst Esbjerg på udebane særdeles vigtige, pointerer træner Kasper Hjulmand.

    – Det er to meget vigtige kampe, vi har tilbage, og vi er naturligvis stærkt opsatte på at slutte godt af på hjemmebane mod AGF, siger Kasper Hjulmand til FCN’s hjemmeside.

    – Vi skal følge op på udesejren mod Sønderjyske, og resultaterne af vores sidste to kampe kommer til at definere udgangspunktet for vores forårssæson.

    – Det samme gælder for AGF, og jeg forventer en sindssygt lige kamp.

    AGF kan i kampen give comeback til den svenske forsvarsspiller Nicklas Backmann, der ikke har spillet i Superligaen, siden han blev skadet mod Horsens 16. september.

    Efter en svær periode uden sejr i syv kampe fik AGF en succesoplevelse sidste mandag, da Vejle blev slået 2-1.

    Hjulmand udtrykker respekt for modstanderen og særligt offensivspilleren Tobias Sana.

    – AGF har en god trup, og det bliver nok en kamp, der vil passe AGF med muligheder for omstillinger, og i det spil har de Sana som en meget dygtig spiller, vi skal holde øje med.

    – Men vi er klar, og vi skal virkelig fyre den af og gøre alt for at vinde, siger Hjulmand.

    Mandagens kamp i Farum begynder klokken 19.

    /ritzau/