Danmark har mandag tiltrådt FN-erklæringen om migration på en konference i Marrakesh.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var til stede, da erklæringen blev godkendt med akklamation.
FN-erklæringen, der bærer navnet Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration, indeholder 23 bredt formulerede målsætninger – eller hensigtserklæringer – om internationalt samarbejde om migration.
Eksempler på målsætningerne er at indsamle og anvende data, der skal bruges til at udvikle politiske tiltag samt at forbedre tilgængelighed og fleksibilitet i adgangsveje til lovlig migration.
Desuden indeholder erklæringen målsætninger om at styrke internationale modsvar på smugling af migranter og at styrke internationalt samarbejde og globale partnerskaber om sikker, velordnet og lovlig migration.
Erklæringen har været omdiskuteret, blandt andet i Danmark.
VLAK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har som det eneste parti i Folketinget været imod, at Danmark tilslutter sig erklæringen.
Dansk Folkeparti frygter, at Danmark politisk forpligter sig til at sikre mere lovlig migration fra Afrika. Og at erklæringen dermed får indflydelse på dansk udlændingepolitik.
Det har Lars Løkke Rasmussen afvist. Han mener, at erklæringen, “ændrer ikke et komma i dansk udlændingepolitik”.
Erklæringen er ikke juridisk bindende. Det er regeringen, FN og eksperter enige om.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener fortsat, at det er forkert. Erklæringen lægger ifølge Martin Henriksen op til at indskrænke pressefriheden og øge mulighederne for lovlig indvandring.
Martin Henriksen mener dog, at det er positivt, at regeringen med en særlig stemmeforklaring gør det klart, hvordan Danmark opfatter erklæringen.
– Hvis det havde været en god erklæring, så havde vi ikke behøvet en stemmeforklaring. Men det er godt, at man går ind og tager forbehold for de værste ting.
– Man tager forbehold for, at man ikke vil øge lovlig indvandring. Man siger klart i stemmeforklaringen, at det ikke er noget, som Danmark eller andre Europæiske lande vil være forpligtet til, siger Martin Henriksen.
Internt i regeringen var der længe tvivl om, hvem der skulle tiltræde erklæringen i Marrakesh på Danmarks vegne.
Både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) afviste i første omgang, at de ville tage afsted.
Senere måtte Lars Løkke Rasmussen slå fast, at de to ministre var i spil til at tage til Marrakesh, lige som han selv og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) var det.
I sidste ende valgte statsministeren altså selv at tage afsted for at tiltræde erklæringen.
/ritzau/











