EU-Domstol: Briterne kan omgøre beslutning om brexit

    EU-Domstolen siger i en afgørelse, at “det står Storbritannien frit for ensidigt at tilbagekalde meddelelsen om, at det vil træde ud af EU”.

    Storbritannien står til at forlade EU den 29. marts næste år.

    Sagen om, hvorvidt Storbritannien stadig kan nå at trække sig, blev rejst af skotske politikere, som går imod brexit.

    EU-Domstolens generaladvokat, der fungerer som en slags rådgiver for dommerne, havde tidligere vurderet, at Storbritannien har ret til ensidigt at fortryde brexit og lade være med at trække sig fra EU. Mandagens formelle afgørelse fra domstolen følger dermed generaladvokatens vurdering.

    Det britiske parlament skal tirsdag stemme om premierminister Theresa Mays forslag til en skilsmisseaftale med EU.

    /ritzau/Reuters