Lavere benzinpriser trækker den danske inflation ned

    Det er blevet billigere at tanke bilen på det seneste, og det har trukket de danske forbrugerpriser ned.

    Priserne faldt med 0,3 procent i november sammenlignet med oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    Set over det seneste år er forbrugerpriserne dog steget 0,8 procent. Det er det laveste i EU.

    Det er positivt for forbrugerne, fordi værdien af danskernes penge dermed ikke falder helt så meget som ellers.

    Det påpeger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

    – Kombinationen af meget lave prisstigninger og noget højere lønstigninger betyder, at mange oplever at få flere penge mellem hænderne, og at de penge rækker længere.

    – Faktisk er der udsigt til opsvingets største fremgang i rådighedsbeløbet. Det er godt nyt for de danske forbrugere, der i disse år får mere luft i privatøkonomien, skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.

    Ifølge Nykredit betyder den afdæmpede stigning, at en gennemsnitlig børnefamilie får 5200 kroner mere at gøre med i forhold til et normalt år med stigninger i forbrugerpriserne på to procent.

    Forbrugerpriserne – der også går under navnet inflation – dækker over udviklingen i priserne på varer og tjenester.

    For et lands økonomi er det vigtigt med en lille smule inflation for at holde gang i forbruget.

    De store centralbanker arbejder normalt ud fra, at inflationen skal være på omkring to procent om året.

    Hvis priserne står stille – eller falder – vil forbrugerne i højere grad spare op og vente på lavere priser i fremtiden. Det går ud over væksten i økonomien.

    /ritzau/