Godt 30 passagerer måtte fredag aften reddes i land fra lystfiskerfartøjet Albatros 1, da der væltede røg op fra motorrummet ud for Hirtshals.
– Vi fik en melding om, at redningsstation Hirtshals var sejlet ud for at assistere Albatros 1, da der var en mindre brand om bord, fortæller vagtholdslederen hos Forsvarets søredningstjeneste til Ritzau.
– Samtidig rekvirerede vi for en sikkerheds skyld en lægeambulance og en slukningskøretøj, hvis branden skulle blusse op igen, siger vagtholdslederen.
De 30 lystfiskere om bord på Albatros 1 blev bragt over på en norsk båd, der sejlede dem ind til Hirtshals, mens redningsbåden bugserede skibet og dets besætning ind til Hirtshals.
Ifølge Nordjyllands Politi viste det sig efterfølgende, at der ikke havde været brand i skibet.
– Der havde været noget røgudvikling i motorrummet, men ingen ild, siger vagtchef Bruno Brix.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med hændelsen.
– Et besætningsmedlem havde været nede i motorrummet for at tjekke, hvad der var sket. Han blev undersøgt i lægeambulancen, og det var ikke nødvendigt at få ham indlagt til observation for røgforgiftning.
/ritzau/