Færre flygtninge udløser 476 millioner til nærområder

    Det fortsat faldende asyltal i Danmark frigør 476 millioner kroner i udviklingsbistand. Pengene skal buges på nærområder.

    Det siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

    – Regeringens stramme udlændingepolitik virker. Takket være den kommer der færre asylansøgere til Danmark, og derfor skal vi også bruge færre ressourcer i Danmark.

    – De ressourcer, vi ikke bruger i Danmark, får vi mulighed for at bruge i flygtningenes nærområder, siger Tørnæs.

    Sidste år blev der frigjort 2,1 milliarder kroner i udviklingsbistand på grund af de lave asyltal. Men ifølge Tørnæs er der kun mulighed for at udløse den knap halve milliard i år trods de fortsat faldende asyltal.

    – Når vi har brugt penge på flygtninge og asylansøgere i Danmark, så er det de penge, der blev tilovers.

    – Vi havde budgetteret med et højere beløb for finansloven for 2018, end det vi reelt får brug for.

    – Det betyder, at der her og nu er 476 millioner kroner, der kan bruges til målrettede indsatser. Blandt andet i flygtningenes nærområder, siger Tørnæs.

    Indsatserne skal blandt andet sikre skolegang til børn, som lever i flygtningelejre. Der får organisationen Education Cannot Wait 100 millioner kroner, oplyser ministeren.

    – Det er en mærkesag i dansk udviklingspolitik at sikre, at børn, der opholder sig i flygtningelejre, får mulighed for skolegang.

    – Vi ved, at flygtninge typisk er på flugt i 10 til 15 år, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at børn får mulighed for at gå i skole, siger Tørnæs.

    Der afsættes midler til en række projekter i lande i og omkring Syrien, Sydsudan, Myanmar, Somalia, Mali samt i Yemen, Afghanistan og Lake Tchad-regionen.

    Ved udgangen af 2018 var antallet af fordrevne ifølge Udenrigsministeriet over 68 millioner.

    /ritzau/