Manafort talte usandt om sin kontakt med Trumps folk

    Paul Manafort, tidligere kampagnechef for Donald Trump, talte usandt, da føderale efterforskere spurgte ind til hans kontakt med folk i Det Hvide Hus eller personer fra den amerikanske regering.

    Det fremgår ifølge Reuters og flere andre medier af dokumenter, som Robert Mueller, leder af den såkaldte Rusland-undersøgelse, fredag har indleveret til en domstol i Washington D.C.

    Ud over at have løjet om sin kontakt med folk tæt på Trump, så har Manafort ifølge dokumenterne også givet urigtige oplysninger om betaling af en gældspost samt sin relation til en russisk forretningsmand, som USA mistænker for at være efterretningsagent.

    Mueller beskyldte allerede for godt en uge siden Manafort for at have løjet over for efterforskere adskillige gange.

    En domstol bad derfor Mueller redegøre for sin påstanden om. Og det er nu sket i form af den forklaring, som fredag er indleveret ved en domstol.

    Manafort, der kortvarigt var Trumps kampagnechef i sommeren 2016, var anklaget for flere kriminelle forhold, før han i september indgik et forlig med Mueller.

    I forbindelse med aftalen fik han sænket antallet af forhold fra syv til to. Han erkendte sig skyldig i dem begge.

    /ritzau/