OVERBLIK: Tidslinje over drabet på radioværten Nedim Yasar

    Der er blevet taget endnu et skridt i sagen om drabet på Nedim Yasar, der var radiovært og tidligere bandeleder.

    Fredag er tre mænd således blevet varetægtsfængslet sigtet for at have skudt og dræbt 31-årige Yasar.

    Her er en tidslinje over forløbet:

    * 19. november:

    Nedim Yasar var til reception for at fejre, at han dagen efter udgav bogen “Rødder – en gangsters udvej”. Netop som han satte sig ind i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter omkring klokken 19.30, blev han skudt to gange i hovedet.

    * 20. november:

    Yasar blev erklæret død af sine kvæstelser.

    * 24. november:

    Familie og venner tog afsked med Nedim Yasar. Først blev der afholdt en religiøs ceremoni i Alaadin-moskéen i Albertslund. Selve begravelsen fandt sted på Den Muslimske Gravplads i Brøndby.

    * 6. december:

    Tre mænd på 22, 24 og 25 år er anholdt i sagen. Det skete kort efter klokken 10. Samtidig foretog politiet flere ransagninger i Københavnsområdet og i Nordsjælland. Politiet oplyste, at der blandt andet var tale om et bandetilholdssted i Ganløse.

    * 7. december:

    De tre mænd blev i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg varetægtsfængslet i 14 dage. De er sigtet for drab og medvirken til drab på Yasar.

    /ritzau/