Transportminister Ole Birk Olesen (LA) bliver nu trukket ind i konflikten mellem DSB og selskabets lokomotiv- og togførere.
Han er således blevet indkaldt til en hasteforespørgsel om sagen i Folketinget.
Indkaldelsen kommer fra et politisk flertal bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet og Dansk Folkeparti.
– Jeg vil spørge ministeren, hvilke initiativer han har taget for at sikre en normal afvikling af juletrafikken, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, i en pressemeddelelse.
– Han er jo eneejer af DSB og har derfor både et ansvar og en mulighed for, at ledelsen i DSB ikke kører forhandlingerne af sporet, siger han.
Konflikten i DSB har ført til fire arbejdsnedlæggelser den seneste måned.
Tusindvis af passagerer i hele landet er blevet ramt, da togene har været forsinket eller aflyst. Det skete senest 30. november.
Striden går på, hvor stor indflydelse de ansatte fremover skal have på planlægningen af arbejdstiden. På det punkt har parterne været et stykke fra hinanden.
/ritzau/











