Det lykkedes ikke USA torsdag at få et forslag om at fordømme den palæstinensiske Hamas-bevægelse stemt igennem i FN.
Forslaget fik 87 stemmer i Generalforsamlingen. 58 lande stemte imod, mens 32 afstod fra at stemme.
Det kræver et flertal på to tredjedele at få et forslag stemt igennem i FN.
Forslaget var fremlagt af USA’s afgående FN-ambassadør, Nikki Haley. Hun havde bedt FN’s Generalforsamling om at fordømme Hamas for at have skudt raketter mod Israel.
Den militante gruppe Hamas har kontrolleret Gazastriben siden 2007.
Haley har gentagne gange beskyldt FN for at have anti-israelske tilbøjeligheder.
Det er første gang, at FN’s Generalforsamling, der har mødtes siden 1946, er blevet forelagt et forslag om at fordømme Hamas.
Forud for torsdagens afstemning sagde Nikki Haley, at forslaget “ville rette op på en historisk uretfærdighed” og “placere Generalforsamlingen på den rigtige side af sandheden samt opnå balance i bestræbelserne på at opnå fred i Mellemøsten”.
– Spørgsmålet er nu, om FN mener, at terrorisme er acceptabelt, hvis – og kun hvis – den er rettet mod Israel, sagde hun.
/ritzau/AFP











