Norsk langrendsstjerne sejrer igen efter comeback

    Den norske langrendsstjerne Therese Johaug vandt lørdag sit andet World Cup-løb af to mulige, efter hun er kommet tilbage fra halvandet års dopingkarantæne.

    På 10 kilometer-ruten i fristil i Lillehammer slog hun svenske Ebba Andersson med 9,2 sekunder. Charlotte Kalla – også fra Sverige – blev nummer tre 15,7 sekunder efter Johaug.

    Johaug imponerede især i den sidste halvdel af løbet. Halvvejs lå hun blot 1,9 foran Andersson på andenpladsen, men hun øgede afstanden kraftigt mod slutningen og tog en overbevisende sejr.

    I søndags løb den norske stjerne sit første løb i World Cuppen i 988 dage, og der blev det også til en overbevisende sejr til den 30-årige Johaug, da hun vandt 10 kilometer klassisk stil i finske Ruka.

    Her vandt nordmanden også foran svenskerne Kalla og Andersson på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

    Johaug har siddet ude på grund af en dopingdom. I september 2016 blev nordmanden testet positiv for brug af stoffet clostebol. Hun har selv forklaret, at stoffet stammer fra en creme, hun brugte mod solbrændte læber.

    Det resulterede i en dopingkarantæne på 18 måneder, hvilket kostede hende to hele World Cup-sæsoner samt vinter-OL tidligere i 2018.

    /ritzau/