Aktivister i Paris kaster sten mod politi

    Omkring 1500 aktivister, hvoraf mange kaster med sten mod politiet, demonstrerer lørdag ved Triumfbuen.

    Demonstranter er samlet flere steder nær Champs-Élysées for at kæmpe mod stigende benzinpriser, oplyser den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, på Twitter.

    Han siger, at mindst 63 personer er blevet anholdt.

    Flere nyhedsbureauer skriver, at politiet anvender tåregas mod demonstranterne.

    Tusindvis af demonstranter fra begge yderfløje i fransk politik ventes senere lørdag at slutte sig til demonstrationen.

    Protesterne foregår for tredje weekend i træk i den franske hovedstad.

    Præsident Emmanuel Macron sagde tidligere på ugen, at han har hørt, hvad demonstranterne i de franske byer har sagt. Men han vil ikke skrotte nye afgifter på benzin og diesel.

    – Jeg sammenblander ikke borgere og deres krav med bøllernes. Jeg vil ikke give efter over for dem, der ønsker ødelæggelser og uro, sagde Macron.

    Protesterne har trængt regeringen baglæns. Den har svaret igen ved at anklage elementer tæt på den højreradikale Marine Le Pens parti for at stå bag de voldelige protester.

    Men Macron lover at være mere opmærksom på, at stigende energipriser har forskellig vægt i byerne og ude i de franske landområder. Derfor må regeringen handle smartere for at undgå “et Frankrig i to hastigheder”.

    /ritzau/AFP