Polio udgør fortsat en international sundhedsrisiko, advarer Verdenssundhedsorganisationen WHO. FN-organisationen frygter, at de fremskridt, der er sket i kampen mod sygdommen, kan blive undergravet.
– Vi er tæt på at have udryddet polio. Men vi må tage alle internationale værktøjer i brug for at nå vores mål, siger Helen Rees, som leder WHO’s internationale krisekomité.
I henhold til tal fra organisationen blev der i 2017 konstateret 27 nye tilfælde af polio. De var alle i Afghanistan og Pakistan. Der var tale om en mindre forøgelse i antallet af tilfælde i forhold til 2016.
Ifølge FN’s børneagentur, Unicef, er antallet af polio-tilfælde i verden faldet med 99 procent siden 1988. Faldet tilskrives vaccinationsprogrammer og massive oplysningskampagner.
I 1988 var der registreret polio i 125 lande, hvilket omfattede 350.000 børn.
Poliovirus trænger ind i nervesystemet. Her kan det forårsage varige lammelser på få timer. Virus spredes hurtigt blandt børn – navnligt i krigszoner og i flygtningelejre og andre steder med dårlige sanitære forhold.
Sygdommen kan forebygges med vaccinationer, men der skal tages meget hensyn til immunitet.
Det Globale Polio Udryddelses Initiativ, som blev indledt i 1988, havde oprindeligt til formål at forhindre enhver smitte fra 2000.
Mens der reelt er sket en reduktion på 99 procent på verdensplan, så er den sidste procent langt vanskelige at få bugt med end ventet.
I Afghanistan og Pakistan er vaccinationsprogrammer og kampagner blevet undergravet af modstand fra Taliban og andre militante islamister. De siger, at indsatsen mod polio i virkeligheden er et komplot, der går ud på at sterilisere muslimske børn eller dække over vestlige spioner.
I Afghanistan er antallet af poliotilfælde næsten blevet fordoblet i 2018. Der er registreret 19 tilfælde mod 10 på samme tidspunkt året før.
WHO siger, at det både skyldes forværret sikkerhed, svært tilgængelige områder, modstand mod vacciner og forsvundne børn.
/ritzau/Reuters











