Tidligere AGF-profil scorer vildt mål i Tyrkiet

    Jens Jønsson leverede lidt af en fuldtræffer for sin tyrkiske klub fredag aften i den bedste tyrkiske række.

    Her vandt Jønssons klub, Konyaspor, hjemme 2-0 over Alanyaspor, og den tidligere AGF-spiller scorede kampens sidste mål.

    Midtbanespilleren farede frem og tacklede sig til bolden i midtercirklen på egen banehalvdel, hvorefter han løb hele vejen ned mod Alanyaspors målmand og sparkede bolden fladt i nettet til 2-0.

    Det var Jens Jønssons anden ligascoring i denne sæson, hvor han har fået fuld spilletid i ti af sæsonens 14 kampe, mens han var ude med en skade i to opgør.

    I to ligakampe er han blevet skiftet ud i slutfasen.

    25-årige Jens Jønsson skiftede i 2016 fra AGF til Konyaspor, og denne sommer forlængede han kontrakten med klubben for to sæsoner.

    Han har spillet 18 U21-landskampe for Danmark og har også repræsenteret Danmark fra U16-landsholdet og fremefter.

    /ritzau/