Mand med hvid maske affyrer skud i villahave i Søborg

    Københavns Vestegns Politi rykkede fredag aften ud til en skudepisode i Søborg.

    Anmeldelsen om skyderiet på Nordahl Griegs Vej kom klokken 19.55.

    – En mand opsøger en anden mand i en have. På et tidspunkt truer han ham og affyrer et skud ned i jorden, fortæller vagtchef Thomas Christensen.

    Da han havde affyret skuddet, stak manden af til fods i retning mod Søborg Torv.

    – Vi ved ikke, hvad der gik forud, eller hvorfor han opsøger manden i haven, siger vagtchefen.

    Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at episoden skulle være banderelateret.

    Manden, der skød, beskrives som 20-25 år, 180-190 centimeter høj og spinkel af bygning.

    Fredag aften havde han en hvid maske for ansigtet og var iført en mørkeblå Peak Performance-jakke og lyse bukser.

    /ritzau/