OVERBLIK: Finanslov giver ældre flere penge i lommen

    Regeringen og Dansk Folkeparti vil give ældre flere penge i hænderne. Det er en del af aftalen om finansloven, som blev indgået fredag.

    Her er hovedpunkterne på ældreområdet:

    * Folkepensionsydelserne – det vil sige grundbeløb, pensionstillæg og ældrecheck – løftes i 2019 med 0,2 procent ud over de stigninger, som følger af, at ydelserne hvert år bliver reguleret efter lønudviklingen på arbejdsmarkedet.

    * Fra 2020 skal folkepensionen følge lønudviklingen i samfundet til punkt og prikke. Det betyder, at folkepensionen årligt vil stige med 0,3 procent mere end i dag.

    * Pengene findes ved at afskaffe satspuljen, som pensionister i dag bidrager til, ved at deres pension ikke fuldt ud stiger i takt med lønudviklingen. Det fremgår ikke af aftalen, hvor stort et beløb det vil sikre pensionisterne.

    * Regeringen og DF vil desuden “prioritere et særligt løft” til gruppen af pensionister med mellemindkomster. De bliver i dag modregnet i ældrechecken og pensionstillægget, fordi de har sparet op til deres egen pension.

    * Pensionister skal desuden have lov at arbejde mere uden at blive modregnet i pensionen.

    * Folkepensionister har efter gældende regler et bundfradrag på 60.000 kroner per år. Det bliver forhøjet til 100.000 kroner.

    * Der indføres samtidig en ny skattefri seniorpræmie på 30.000 kroner. Det skal gå til alle personer, som er beskæftiget i gennemsnit mindst 30 timer ugentligt i det første år efter folkepensionsalderen.

    * Seniorpræmien indføres med virkning for årgange, der når folkepensionsalderen fra og med 2019. Det vil sige personer, der er født 1/1 1954 eller senere.

    Kilde: Finansloven for 2019.

    /ritzau/