Sydamerikansk skandalefinale spilles i Madrid

    Returkampen mellem River Plate og Boca Juniors i finalen i Copa Libertadores skal spilles i Madrid 9. december.

    Det oplyser Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, torsdag aften.

    Finalen spilles over to kampe, og det første møde mellem de to Buenos Aires-klubber endte 2-2, mens weekendens returopgør på River Plates hjemmebane blev udsat efter et angreb på Boca Juniors’ spillerbus.

    Ruderne i bussen blev smadret efter stenkast, og flere spillere måtte behandles, efter at de var blevet ramt af tåregas.

    Allerede onsdag traf Conmebol en beslutning om, at returkampen skulle rykkes ud af Argentina.

    /ritzau/Reuters