En dommer og to lægdommere skal bruge næsten to måneder på at afgøre straffesagen mod Jakob Scharf. Københavns Byret afsiger dommen 25. januar, oplyses det torsdag.
– Jeg har meget svært ved at vurdere, hvor lang tid det tager i denne sag, siger dommer Karsten Henriksen om rettens votering på det 17. og sidste retsmøde.
De to anklagere har bedt om en ubetinget frihedsstraf på seks til ni måneder, fordi den tidligere chef i en bog skal have brudt sin tavshedspligt 28 gange.
Den 52-årige jurists forsvarer har derimod forlangt frifindelse for udtalelser i bogen “Syv år for PET”, som er skrevet af journalist Morten Skjoldager.
Ofte afsiges dom i straffesager enten på det sidste retsmøde efter proceduren eller en uge senere. Det er sjældent, at voteringen strækker sig over flere uger.
Sagen mod Scharf er enestående, og anklagerne har sagt, at de ikke har set nogle fortilfælde.
/ritzau/











