Der står en kraftig vind ind på både Øresunds- og Storebæltsbroen torsdag morgen. Det får Vejdirektoratet til at fraråde vindfølsomme køretøjer at benytte de to broer.
Øresundsbroens forbindelse til Sverige burde dog være farbar for de vindfølsomme køretøjer senere torsdag ifølge Vejdirektoratet.
Forbindelsen mellem Sjælland og Fyn forventes derimod først farbar for de vindfølsomme køretøjer igen fredag.
Også på to af de andre store knudepunkter over vand, Lillebæltsbroen og Farøbroerne, advarer Vejdirektoratet om kraftig vind. Dog ikke i en grad, der betyder, at nogle typer køretøjer frarådes at køre over broerne.
På Farø forventes det kraftige blæsevejr at være overstået natten til fredag. På Lillebæltsbroen må man forvente vind om ørerne indtil op af fredagen.
/ritzau/











