Præsident bliver anholdt i italiensk danskerklub

    Italiensk politi har beslaglagt 2,6 millioner euro i kontanter og ejendomme fra Serie A-klubben Sampdorias klubpræsident, Massimo Ferrero, og fem andre personer.

    Det sker som led i en efterforskning af klubben om økonomisk snyd, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Ifølge den britiske avis The Independent er Ferrero blevet anholdt i sagen.

    Sagen går blandt andet ud på, at et stort beløb mangler på kontoen i den italienske klub efter salget af Pedro Obiang i 2015 til West Ham.

    Undersøgelsen vedrører falske kvitteringer og fakturaer, hvidvaskning af penge og falske påstande om pengestrømme i Ferreros virksomheder.

    Ferrero er filmproducer og ejer flere biografer i Rom.

    Det italienske finanspoliti siger i en meddelelse, at et beløb på 1,2 millioner euro i forbindelse med Obiang-salget kan være blevet omdirigeret og delvist brugt til at rydde op i andre Ferrero-virksomheders gældsforpligtelser.

    Sampdoria, der har den danske U21-landsholdsspiller Joachim Andersen på holdet, blev købt af Ferrero i 2014.

    Holdet ligger nummer 12 i den bedste italienske række – 21 point efter Juventus på førstepladsen.

    /ritzau/