Uefa flytter Arsenals EL-kamp grundet politisk uro

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har besluttet at flytte Europa League-kampen mellem Arsenal og ukrainske Vorskla 300 kilometer fra byen Poltava til Ukraines hovedstad, Kijev.

    Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

    Onsdag aften føler Vorskla-vicepræsident Oleh Lysak sig dog ikke sikker på, at kampflytningen kan lade sig gøre.

    – Det Olympiske Stadion (i Kijev, red.) har ikke givet os en bekræftelse på, at det kan lade sig gøre at spille der, siger Lysak ifølge AP.

    Der er ubesvarede spørgsmål i forhold til kampens billetsalg, påpeger vicepræsidenten.

    Flytningen til Kijev skyldes politiske uroligheder i Ukraine, der har indført undtagelsestilstand i flere regioner.

    Undtagelsestilstanden træder i kraft onsdag og gælder til 27. december. Den kommer som konsekvens af Ukraines konflikt med Rusland.

    Søndag skød den russiske kystvagt mod tre ukrainske skibe ved Krim-halvøen. 24 besætningsmedlemmer blev anholdt, og tirsdag blev 12 ukrainere, der var om bord, varetægtsfængslet.

    Der er ikke indført undtagelsestilstand i Poltava, men Uefa vurderer alligevel, at det er mest sikkert at spille kampen i Kijev.

    Forbundet vil følge sikkerhedssituationen i Ukraine for at finde ud af, om der skal flyttes rundt på andre kampe.

    Kampen mellem Arsenal og Vorskla begynder torsdag klokken 18.55 – hvis den altså spilles som planlagt.

    Arsenal fører lige nu gruppe E med ti point efter fire kampe. Det første opgør mellem de to hold endte med en sejr til Arsenal på 4-2.

    Vorskla ligger nummer tre efter portugisiske Sporting og skal bruge point mod Arsenal for at holde liv i håbet om avancement.

    /ritzau/