Trods helt friske EU-tal, som viser, at international handel bærer flere og flere job i EU, nu 36 millioner, er udsigten dyster gennem handelskommissær Cecilia Malmströms briller. Udfordringen, hun peger på, er USA.
– Det er en udfordring for hele verden at have med USA at gøre. For landet er en smule uforudsigeligt, og det regeres via beskeder på Twitter, siger Malmström.
Trump har erklæret Verdenshandelsorganisationen (WTO) krig. Reglerne for international handel, som er fundament for den succes og de job, der skabes i Europa, er under pres fra øst – men især fra USA.
Den svenske kommissær har i denne uge fremlagt forslag til en reform af WTO’s appelinstans i et forsøg på at undgå, at denne instans, som skal løse konflikter, må lukke, når den om et år blot har en dommer tilbage.
USA blokerer for nyansættelser. Og amerikanerne har afvist at gå i dialog om, hvad de ønsker for at redde den.
– Mange lande i verden støtter os i dette. Så sæt jer venligst ned og tal med os. Det har de ikke gjort. Vil det ske? Hvem kan vide det, siger Malmström til en lille gruppe journalister under en temadag om handel i kommissionen.
Alligevel fastholder Malmström, at hun og EU er i konstruktiv dialog med USA.
– Jeg kan bare sige – efter at have siddet i lange møder med dem – at de er engagerede. Det er konstruktivt. De lader ikke bare som om. Jeg tror, at de føler, at det giver mening, siger Malmström.
/ritzau/











