OVERBLIK: Konflikten mellem Rusland og Ukraine

    Et sammenstød til havs mellem Rusland og Ukraine har fået internationale reaktioner.

    Ukraines præsident har underskrevet et dekret om undtagelsestilstand under krisen mod Rusland.

    Samtidig udtrykker Nato-landene støtte til Ukraine og opfordrer Rusland til omgående at frigive de ukrainske skibe og søfolk, der er tilbageholdt.

    Episoden, der har udløst krisen, udspillede sig søndag i farvandet mellem de to lande. Her skød Rusland mod tre ukrainske flådefartøjer.

    Herefter blev de ukrainske skibes vej blokeret, og russerne beslaglagde fartøjerne og tilbageholdt besætningen – i alt 24 personer ifølge nyhedsbureauet Interfax.

    Sammenstødet søndag er det seneste i konflikten mellem Rusland og Ukraine.

    Få et overblik over konflikten her:

    * Både Rusland og Ukraine var republikker i Sovjetunionen, der blev opløst i 1991.

    * Efter opløsningen blev de begge selvstændige stater.

    * I 2004 var der omfattende protester mod det prorussiske styre i Ukraine.

    * I 2013 kom et folkeligt oprør i protest mod præsident Viktor Janukovitj, der nægtede at underskrive en aftale om tættere forhold til EU.

    * I februar 2014 blev optøjerne intensiveret. Janukovitj flygtede til Rusland. En provestlig regering tog over.

    * I marts 2014 annekterede Rusland halvøen Krim. Prorussere gjorde oprør i det østlige Ukraine ved grænsen til Rusland.

    * Separatisterne i Østukraine erklærede selvstændighed og oprettede folkerepublikker i Donetsk og Lugansk.

    * EU og USA indførte sanktioner mod Rusland. Sanktionerne er stadig i kraft.

    * I 2015 blev Minsk-aftalen vedtaget. Den indeholder en våbenhvile, men der har ofte været kampe i det østlige Ukraine. Situationen synes fastlåst.

    * Spændingerne mellem de to lande i Kertj-strædet, der løber mellem det russiske fastland og Krim-halvøen, har taget til den seneste tid.

    * Rusland har øget dets militære tilstedeværelse i området og er begyndt at inspicere alle de ukrainske skibe.

    * Ukraine har opfattet inspektionerne, der har medført forsinkelser og påvirket handlen, som en økonomisk blokade.

    * Konflikten i det østlige Ukraine har ind til videre kostet flere end 10.000 mennesker livet.

    Kilder: Reuters, AP og AFP.

    /ritzau/