Mays støtteparti foretrækker Corbyn frem for Mays brexitaftale

    Over en bred front synes den britiske premierminister, Theresa May, at møde modstand til den aftale om Storbritanniens exit fra EU, som hendes regering har forhandlet med EU.

    Ud over spansk modstand i EU siger Mays støtteparti hjemme i Storbritannien lørdag, at de foretrækker en anden regering frem for aftalen.

    I et interview med avisen The Times siger lederen af det nordirske parti DUP, Arlene Foster, at Mays aftale er værre for Storbritannien end en regering ledet af oppositionen.

    Foster fortsætter med at advare May om, at DUP-medlemmerne ikke nødvendigvis vil redde May i tilfælde af en afstemning om mistillid til May.

    DUP’s støtte kan vise sig vital for Mays regering. Den hviler på et snævert flertal baseret på hendes eget konservative parti og så de ti medlemmer fra DUP.

    Udover DUP mangler May også at sælge aftalen i EU. Lørdag mødes hun med formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, for at finde løsninger på nogle uspecificerede emner.

    Et af dem er muligvis fremtiden for Gibraltar, der er en britisk besiddelse i det sydlige Spanien.

    Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har erklæret, at Spanien vil nedlægge veto mod aftalen, hvis ikke Gibraltars fremtid afklares.

    EU’s regeringschefer inklusive May mødes til topmøde søndag for at diskutere netop aftalen om Storbritanniens exit fra EU.

    /ritzau/