For første gang går højesteretspræsidenten i USA, John Roberts, onsdag i rette med præsident Donald Trumps kritik af en specifik dommer ved en føderal domstol.
Donald Trump er utilfreds med en afgørelse ved en føderal domstol, som blokerede for dele af den immigrationspolitik, som Trump-regeringen ønsker.
Ifølge præsidenten starter hans modstandere altid deres søgsmål mod Trump-regeringen i bestemte retskredse med særligt venstreorienterede dommere.
Om den seneste kendelse afskrev Trump nederlaget for hans regering med, at “det var en Obama-dommer”, der havde afsagt kendelsen.
Det er den kommentar, der for første gang får John Roberts til at gå i rette med præsidenten.
– Der findes ikke Obama-dommere, Trump-dommere, Bush-dommere eller Clinton-dommere, siger John Roberts.
/ritzau/











