DF vil give politiet udvidet adgang til nummerpladetjek

    Når kriminelle begår store indbrud, bandemedlemmer udøver vold, eller nogen bliver slået ihjel, skal nummerplader i højere grad være med til at fælde forbryderne.

    Det mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, der også er formand for retsudvalget.

    Han siger i forbindelse med finanslovsforhandlinger onsdag, at DF ønsker, at politiet får mulighed for at gemme personfølsomme oplysninger om bilisters gøren og laden i længere tid.

    – Vi tror på, at nummerpladeskannere kan være et godt virkemiddel. Og hvis politiet får tilladelse til at gemme oplysningerne i længere tid, så man kan stoppe bander, der opererer på tværs af kommunegrænser, siger han.

    Rigspolitiet gemmer oplysningerne i 30 dage, men det er altså ikke lang nok tid, til at politiet kan bruge dem effektivt i efterforskning af voldssager og drab, mener Peter Skaarup.

    DF ser derfor intet problem i at give politiet bredere adgang til de personfølsomme oplysninger om, hvor bilister har været på bestemte tidspunkter. Tvært imod.

    – Det er til alles bedste. Alle lovlydige borgere har en interesse i at stoppe bander og andre kriminelle så hurtigt som muligt.

    – Det er kun meningen, at politiet skal bruge oplysningerne, hvis der er sket et drab eller grov voldskriminalitet, siger gruppeformanden.

    Han mener, at skannere vil virke præventivt. Forbrydere bliver ifølge ham skræmt, hvis de skal krydse en grænse med toldere og nummerpladeskannere.

    /ritzau/