En rutineret ejendomshandler og spekulant er torsdag blevet kendt skyldig i at have snydt statskassen for godt ni millioner kroner.
Samtidig har han begået skyldnersvig for cirka 11 millioner kroner, fastslår Københavns Byret i en dom.
Men på grund af høj alder slipper den 73-årige Vagn William Andersen for at afsone hovedparten af straffen.
Dommen lyder på fængsel i tre år og seks måneder, hvoraf han skal afsone de seks måneder. Tre år gøres betinget.
Et afgørende spørgsmål har været, om Andersen reelt var udrejst af Danmark, og om han var skattepligtig for store indkomster.
Siden 1997 har forretningsmanden blandt andet boet på en husbåd i England, en sejlbåd i Gibraltar, på hotel i Paris samt i en lejlighed i London.
Men gennem sin partner og steddatter har han haft rådighed over flere ejendomme i Danmark, for eksempel på Nordre Strandvej i Helsingør.
Retten fastslår, at han ikke reelt havde opgivet sin bopæl i Danmark, og derfor kendes han skyldig i skattesvig af grov karakter, fordi han ikke har fortalt skattevæsenet om store indkomster.
Desuden har han begået skyldnersvig på 1,7 millioner euro, altså godt 11 millioner kroner, over for Eik Bank i forbindelse med salget af en ejendom i Frankrig, mener domsmandsretten.
Andersen, der under sagen har nægtet sig skyldig, har tidligere i sin karriere arbejdet som læge. Desuden drev han i nogle år i 1980erne et filmselskab, som blandt andet skabte filmen Valhalla. Men ejendomshandel har været en foretrukne beskæftigelse, som har gjort ham til et kendt navn.
Han er under konkursbehandling, og gælden er oppe på en halv milliard kroner.
I domsmandsretten er der ikke enighed om sanktionen. Et af de tre medlemmer mente, at hele straffen på tre år og seks måneder kunne gøres betinget.
/ritzau/